Jeg har jo Max fra min lillebror, hvor hun boede alene inde på hans værelse.
Den gang bed hun også, mest fordi at min lillebror aldrig var særlig forsigtig, når han ville have hende op.
Han skyndte sig lige ned i buret med hånden og gribe fat om hende og op igen. Nogle gange blev Max jagtet rundt i buret af min lillebror i 10 minutter!
Da min lillebror pludselig blev træt af at have ørkenrotter, måtte jeg hjælpe hende, og da jeg opdagede hvor bange hun var for mennesker, brugte jeg 1 år på at hun skulle slappe af.
Hun er nu ikke ivrig for at komme op i ens hånd, men hun tager det pænt alligevel, og flygter ikke som før når jeg vil have hende op.
Så beyndte jeg at læse om ørkenrotter og fandt ud af at de er flokdyr, så måtte vi jo købe en til.
Min lillebror fik hende fra en dyrehandel hvor de sagde at hun var en han, og vi nævnte også at vi aldrig havde haft ørkenrotter før, men de sagd eikke noget med at det var bedst for "ham" med en kammerat.
Nu har vi Milton
